Malte Fisker

 

Modus Operandi

(Af Trine Ross, bragt i Poltiken d. 26 Marts 2011)

Dynamik og sammenhæng er der til gengæld ikke mangel på i mødet mellem Niels Nedergaard (1944-1987), akademieleven Malte Fisker og Anna Sørensen på Galleri Tom Christoffersen.

Alle arbejder de nemlig med et nonfigurativt formsprog i maleriet, der hos Nedergaard antager karakter af kalejdoskopiske mønstre i skingrende neonfarver.

Dermed er der, rent koloristisk, langt til Fiskers støvede jordfarver, men Sørensen danner elegant bro mellem de to yderpunkter, idet hun behændigt afstemmer sine rolige farvetoner med glimt af selvlysende neonchok.

Derved opnår hun en utrolig dynamik i malerierne, hvor figurationen udelukkende består af trekanter, firkanter og gennemskårne cirkler. Men måden, disse elementer er arrangeret på og, ikke mindst, deres koloristiske konturer, gør, at alting ser ud, som om det er i voldsom bevægelse.

Faktisk kribler og krabler det så meget, at man ud af øjenkrogen godt kan tro, at det ellers så vinkelrette lærred slår sig helt ud af form.

Fremtidens malerier

Anderledes roligt går det for sig i Fiskers to store malerier, hvor flader forskyder sig i smukt afstemte, nærmest stumme farver. Ser man bort fra farveholdningen, kan fladesammensætningen godt give mindelser om Richard Mortensens sene værker, hvor man også finder rum og dybdevirkninger, midt i nonfigurationen.

Det er således ikke alene med Nedergaards deltagelse, at der trækkes tråde tilbage i tiden, hvilket understreges yderligere af udstillingssalens diskretgrå vægge, som synes at være hentet en gang i 50’erne.

Men mest af alt peger udstillingen fremad, både for den unge Fisker, der heroisk udfordrer det klassiske maleri, og i særdeleshed for Anna Sørensen.

For her er en kunstner, der har et usædvanligt godt greb om både form og farve, flade og dynamik.